OM FORTÆLLERNE

Mit navn er Jan. Og da jeg var barn, boede der en nisse i mit barndomshjem. Jeg så

ham aldrig - nisser er jo gode til at gemme sig og gøre ting i det skjulte. Men jeg

mærkede ham.

Ting forsvandt og dukkede op på mærkelige steder. En følelse af, at nogen passede

på mig. Samtidig havde jeg altid en trang til at fortælle historier. Eller selv agere

nisse for mine søskende, selvom jeg selv var barn. Først senere lærte jeg hele

sandheden. En ægte nisse i mit barndomshjem. Denne særlige nisse hedder Vergil.

Vergil er en blå nisse. En fortæller. En nisser der ser dybt og husker alt. Men en

aften, for flere år siden, kom han til mig med en bekymring. Han var også nisse i mit

hjem, da jeg var blevet voksen - for også at være nisse for mine børn. Han var stadig

nisse i det skjulte. Men jeg så nu mere tydeligt, hvad nissen gjorde i hjemmet. Og så

en dag modtog jeg en kort besked fra Vergil, der havde taget mod til sig for at redde

nisserne fra at blive glemt.

‘Mennesker glemmer os. Mennesker tror ikke længere på magi. Nisseskolen bliver

mere og mere tom. Hvad sker der, når magien forsvinder? Jeg ved ikke helt hvordan

forbindelsen mellem nisser og mennesker virker. Men Jo mindre mennesker tror - jo

mindre bliver vi nisser. Og jo færre bliver vi. Men så længe der er tro, SÅ... lever

vores magi.’

Jeg lærte, at nisser taler i et toneleje vi mennesker ikke høre. Men fra da af skrev vi

til hinanden. Og Vergil viste sig for mig. Stolede på mig. Og vi fandt en løsning.

Vergil har nu en søn Lysrik, der også er en blå nisse, der er en drømmer og fortæller.

Lysrik er snart var færdig med Nisse skolen – og sammen ville Vergil og Lysrik skrive

nissernes historier ned. De ville fortælle om Lysrik og hans ni klassekammerater, om

deres eventyr på Nisseskolen, om deres udfordringer og venskaber. Og jeg lovede at

hjælpe dem med at dele historierne med verden.

Nu skriver Vergil og Lysrik sammen. Far og søn. Fortællere begge to. De giver mig

historierne, og jeg hjælper med at bringe dem videre til jer.

Og der er en særlig grund til at historierne kommer nu:

Lysrik og hans venner bliver færdige med Nisseskolen til sommer. Efter deres

lange sommerdvale - fra juni til september - skal de for første gang ud som

husnisser. Første gang møde rigtige menneskebørn. Første gang bruge alt hvad de

har lært.

De er nervøse. Spændte. Glade.

Og de håber - ved at dele deres historier først - at børnene derude vil kende dem

lidt. Måske genkende sig selv i Nijus' empati, Kvids bekymringer, eller Bellas energi.

Men historierne behøvede mere end bare ord. De behøver mere for at komme til

live.

Så det er ikke hele historien. For med nissernes hjælp mødte jeg Fiona. Fiona er fra

England. Et sted hvor nisser normalt ikke bor. Men Fiona er anderledes. Hun kan se

det andre ikke kan.

Hendes første møde med en nisse var både tilfældigt og måske skæbnebestemt.

For mange år siden tog en ung dansk pige Karla til England som au pair. Hun var

kun 19 år og skulle bare være der et enkelt år. Men hun blev. Forelskede sig. Fik et

liv i England. Men med sig til England havde hun en nisse – Emelira – en lilla nisse –

der havde være nisse ved Karla gennem barndommen og følte sig draget til at tage

med på turen til England.

Og årene gik. Karla blev ældre. Fik familie. Fik børn der voksede op. Men Emelira

begyndte at savne Danmark og sin nissefamilie.

Fiona mødte Emelira ved et tilfælde (eller var det skæbnen?).

Fiona havde altid været anderledes - kunne se ting andre ikke så. Mærkede magi

der var skjult.

Da hun så Emelira første gang - lille, lilla, forskræmt - vidste hun: Dette er virkeligt.

‘Er du alene?’ spurgte Fiona.

‘Ja,’ skrev Emelira stille til Fiona da mennesker ikke kan høre nisser tale. ‘Min familie

er i Danmark. Men jeg kan ikke komme hjem. Jeg har ikke kræfter til at rejse så

langt.’

Fiona tænkte ikke to gange.

‘Så følger jeg med dig hjem,’ sagde hun.

Men Emelira var ikke helt klar til at tage direkte hjem. Hun havde været væk så

længe. Ville hun stadig passe ind? ‘Lad os rejse først,’ sagde Fiona. ‘Se verden. Så

er du klar når vi når Danmark.’

Og det gjorde de. De rejste blandt andet til Japan - hvor Emelira opdagede, at der

findes yokai (japanske ånder) ligesom nisser. Hun var ikke alene i verden.

Og langsomt blev Emelira stærkere. Modigere. Klar til at vende hjem. Da Fiona og

Emelira endelig ankom til Danmark, blev hun genforenet med sin søster Vivian, der

havde stiftet familie. En af disse nisselinger er Viola, der går i samme som klasse

som Lysrik.

Og i fællesskab blomstrede ideen med et samarbejde – med Vergil og Lysrik som

historie fortællere og Emelira og Viola til at illustrere historierne så de kommer til live.

Og med vores beskedne hjælp håber vi at få så mange til at forstå og se nisserne -

virkelig se dem - på en måde de fleste ikke kan.

Måske vil et barn tænke: ‘Hvad nu hvis der kommer en nisse til mig? Hvad nu hvis

Eira eller Storm flytter ind?’

Og så vokser magien.

Måske vokser netop din tro på nisser.

Og det er nok for os.

Jan og Fiona, fortællere af nissernes historier

(Med tak til Vergil og Lysrik, Emelira og Viola – og alle de andre nisser, der stoler på

os)